Kirken
Der har boet mennesker her, længe før det blev et kirkesogn. I Gunnestrupgårds have ligger der en oldtidshøj og en anden ligger på Tulshøj i Holme Bjerge. I Bjødstrup er der fundet rester af en boplads, der stammer fra vor tidsregnings begyndelse.
Mange hundrede år senere befolkedes landsbyerne Jegstrup, Slet, Bjødstrup, Gunnestrup og Østerby og midt blandt disse landsbyer rejstes Kirken engang i slutningen af 1100-tallet.
Kirken er romansk, bygget af granitkvadre i rundbuestil. Det ser man tydeligt på de oprindelige små vinduer, på døbefonten, på overliggerne over kirkedørene i syd og nord og i våbenhusets mur. Her er der indmuret en rest af en romansk gravsten, hvor kun korset er tilbage. Måske en gravsten over en af de ukendte, der i sin tid rejste kirken?
Oprindeligt bestod Kirken af kor og skib og man gik ind i kirken direkte ude fra, kvinderne gennem norddøren, der nu er tilmuret, mændene gennem syddøren, der nu sidder inde i våbenhuset. Århundreder senere, i den gotiske tid, byggedes tårnet i vest og våbenhuset i syd.
Tranbjerg kirke har sikker haft sit nuværende udseende de sidste 500 år.
Som alle kirker dengang, var også Tranbjerg Kirke katolsk og som et fornemt minde fra tiden før reformationen er altertavlen bevaret.
Altertavlen er skåret i egetræ, formentlig i Lübeck i slutningen af 1400-tallet. I midterfeltet er der tre personer. Himmeldronningen Maria med det voksne jesusbarn på armen. Jesus holder jordkloden i den ene hånd. I den anden side af midterfeltet står apostlen Johannes med en stor alterkalk i hånden.
Interessen samlet sig om kvinden i midten, den populære katolske helgeninde Skt.. Ursula, der beskyttende holder sin kåbe over et repræsentativt udsnit af de 11.000 jomfruer, der fulgte hende.
Tranbjerg Kirke har sikkert været indviet til Skt. Ursula, som man i den katolske tid har fejret hvert år på hendes helgendag, d. 21. oktober.
Det er på en gravsten i Skt. Ursula Kirken i Køln, man træffer hendes navn første gang. Det er så tidligt som i 300- eller 400-tallet. Legenden om hende udsmykkes og allerede i 800-tallet nævnes de 11.000 hellige jomfruer.
Ursula var en smuk og from kongedatter, der blev forlovet med en kongesøn, der var hedning. Hun satte som betingelse for ægteskab, at han omvendte sig og blev døbt som kristen. I ventetiden ville hun valfarte til Rom for at besøge paven sammen med sine jomfruer.
Under rejsen blev pigerne overfaldet af de vilde og hedenske hunner, der myrdede løs. Kun den smukke Ursula ville høvdingen spare, hvis hun ville gifte sig med ham. Hendes tro og stolthed bød hende at afslå. Hermed var hendes skæbne beseglet.
Martyriet optog sindene. Fromme katolikker gav de nyopdagede øer i Vestindien navnet "Jomfruøerne" til minde om Skt. Ursula og hendes 11.000 jomfruer. Bedre navn kunne man ikke give de mange småøer, holme og skær, der lå i paradisisk uberørthed.
Kvindedøren på nordsiden er muret til, men siderne og overliggeren ser ud, som dengang da kirken lige var bygget. Stenmestrene var i høj kurs og de har efterladt mange uforgængelige minder om liv og tro i Middelalderen.
Overliggeren over norddøren skildrer, hvordan Jesus varsomt tages ned af korset af sine venner for at blive begravet.
Ved siden af overliggeren ser man et granitkvader med en løve, der bider sig selv i halen.
Stenmesteren har gjort mere ud af den sydlige indgang, der stadig er i brug. I midtpunktet på overliggeren over døren står den korsfæstede Jesus. På hver side af den korsfæstede står der en person. Hvem det er, lader stenmesteren os ikke i tvivl om. Den ene er den populære ækeengel Michael og den anden evangelisten Johannes. Han har lidt primitivt indhugget en indskrift der præsenterer "Michael Angelus" og "Sanctus Johannes".
Stenmesteren var god til at hugge figurer, men han var dårlig til at stave. Der er flere grimme stavefejl i indskriften. Man mener hans navn var Esge Han har lavet flere lignende ting på andre østjyske kirker. Man kalder ham også "stenmesteren der ikke kunne stave".
Felterne ved siden af overliggeren er fyldt med dyr og mennesker. Ved den ene side er det en løve med menneskeansigt, der stikker halen mellem benene, en kentaur, en rovfugl og en skægget mand. Ved den anden side er det måske Samson, der slås med en drabelig løve, mens en rovfugl svæver over dem.
Også døbefonten er jævnaldrende med kirken, altså fra den romanske tid. Den har slægtninge i andre kirker i Østjylland.
Udsmykningen er to par løvekroppe, der er fælles om to mandshoveder. Det ene har krøllet hår og begge har kindskæg. Så den dag i dag kan kirkegængerne se hår- og skægmoden for 800 år siden.
Dåbskanden fra 1862 er af tin. Dåbsfadet er af nyere dato, anskaffet i 1985.
Granitkvadren bag døbefonten har sin egen historie. Den stammer fra Tranbjerg Kirke, men forsvandt derfra, da kirken i forrige århundrede fik nye, store vinduer. Den blev fundet på Slet Søndergaard, hvis ejer i 1988 gav den tilbage til kirken.
I middelalderen hørte Tranbjerg Kirke under domkapitlet i Århus. Ved reformationen blev kongen kirkeherre og han overgav patronatsretten til baron Constantin Marselis i 1687.
De adelige kirkeejere har skænket den smukke alterkalk fra 1729.
Prædikestolen er fra 1600-tallet, og et pat stolestader har årstallene 1670 og 1682.
I år 2002 fik kirken nye alterstager som indviedes 1. søndag i advent. Stagerne er udført af guld- og sølvsmed Søren Weitemeyer. Således udgør materialer og symboler i stager, dåbsfad kors og lofts- og væglamper en smuk helhed.
I 1799 solgte den adelige kirkeejer Tranbjerg Kirke på en auktion til tiendeejerne. I 1912 overgik den til selveje.
I 1960 restaureredes kirken og fik nyt alterbord i granit og nye lamper. I 1972 fik man nyt orgel og tre nye klokker. Den gamle kirkeklokke fra 1614 er stadig i brug.
I 1998 blev kirken igen restaureret. Alle kirkens farver blev ved denne lejlighed ændret fra blålig til de nuværende.
Sognets præster fik i 1992 et minde i form af en præstetavle med navne og årstal for præsterne siden Reformationen, udført af Jørgen Karlsen, Tranbjerg.
Da præsten Hr. Thomas døde i 1555 blev Tranbjerg knyttet som annekssogn til Holme, som man havde fælles præst med i mere end 400 år.
Først i 1973 blev Tranbjerg et selvstændigt pastorat med egen sognepræst. Der er nu to sognepræster.
Helt moderne er krucifikset på væggen i den tilmurede syddør. Det er udført ak kunstneren Steffan Herrik og erhvervet til Tranbjerg Kirke i 1993.
Tranbjerg Kirke ligger ret højt, om ikke på et bjerg, så dog på en bakke. Som i gamle dage ligger den midt i sognet. Omkring kirken er stationsbyen og havebyerne, indkøbscentret og institutionerne opstået.
I 1981 byggedes sognegården med mødelokaler, kirke- og præstekontorer, kapel og graverfaciliteter.
I flere århundreder lå indbyggertallet i sognet på 200 -300. I 1900 var der 650, i 1960 omkring 1000, så tog udviklingen fart og i 1993 var der 7629 i 2004 er der godt og vel 8000 mennesker i sognet, der har bevaret kirken som sit naturlige midtpunkt.
Følgende filer er folderen Tranbjerg Kirke, som kan købes i kirkens våbenhus eller på kordegnekontoret for 20 kr.
Folderen er udgivet af Forlaget Hikuin, http://hikuin.dk/